BETÆNKNING
Afgivet af Landstingets Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg
vedrørende
Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om fangst og jagt
Afgivet til forslagets 2. behandling
Landstingets Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg har under behandlingen bestået af:
Landstingsmedlem Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit, formand
Landstingsmedlem Lars Karl Jensen, Siumut, næstformand
Landstingsmedlem Simon Olsen, Siumut
Landstingsmedlem Augusta Salling, Atassut
Landstingsmedlem Mads Peter Grønvold, Kandidatforbundet
Landstingets udvalg har efter 1. behandlingen under EM2001 gennemgået Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om fangst og jagt med bemærkninger.
Høringssvar
Landsstyret har efter 1. behandlingen fremsendt yderligere høringssvar fra Aasiaat Kommune og fra KNAPK. Desuden har udvalget modtaget Direktoratet for Fiskeri, Fangst og Bygders bemærkninger til KNAPK's høringssvar
Udvalgsarbejdet
Udvalget har behandlet lovforslaget på 2 møder.
Indstillinger og politiske bemækninger
Med henvisning til lovforslagets nr. 2, hvor der foreslås indsat en paragraf 4a, finder udvalget det nødvendigt, at der indføjes en begrænsning på, hvilke fangstdyr sociale institutioner med erhvervsjagtbevis, kan jage.
Udvalget mener, at sociale institutioner kan have glæde af de muligheder, som et erhvervsjagtbevis giver, men samtidig finder udvalget, at der er en række fangstdyr, hvor ressourcen er begrænset, hvorfor den bør være forbeholdt erhvervsfangere. Konkret er det udvalgets opfattelse, at det ikke skal være tilladt for sociale institutioner med erhvervsjagtbevis at jage isbjørn, hvalros eller store hvaler. Udvalget fremsætter derfor vedlagte ændringsforslag.
Endvidere finder udvalget det væsentligt at understrege, at de sociale institutioner, som det kan komme på tale at tildele erhvervsjagtbevis på dispensation efter § 4a, bør være sociale institutioner, der som led i det socialpædagogiske arbejde anvender fangst og jagt som metode på helårsbasis. Udvalget finder således, at der ikke bør gives dispensation til institutioner, som kun i begrænset omfang anvender fangst og jagt som metode. Eksempelvis en institution, som én gang årligt tager på en måneds fangstrejse, men som ikke derudover beskæftiger sig med fangst og jagt i den øvrige del af året.
Herefter indstiller udvalget forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om fangst og jagt til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Med disse bemærkninger skal Landstingets Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg overgive Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om fangst og jagt til 2. behandling.
Johan Lund Olsen, Formand
Lars Karl Jensen
Simon Olsen
Augusta Salling
Mads Peter Grønvold
18. oktober 2001 EM 2001/16
Æ n d r i n g s f o r s l a g
til
Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om fangst og jagt
Fremsat af Landstingets Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg
Til § 1
1. I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 4a, stk. 1, indsættes som andet punktum:
"Ved udstedelse af erhvervsjagtbevis efter dispensation i medfør af denne bestemmelse, kan Landsstyret begrænse eller udelukke adgangen til jagt på bestemte arter."
B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 1
Forslagsstillerne bemærker, at der findes en række fangstdyr, hvor ressourcen er begrænset. Disse bør derfor være forbeholdt erhvervsfangere, hvorfor det med ændringsforslaget foreslås, at der indføjes en bestemmelse, hvorefter Landsstyret kan begrænse eller udelukke adgangen til, hvilke fangstdyr sociale institutioner med erhvervsjagtbevis, kan jage. Konkret er det forslagsstillernes opfattelse, at det som minimum ikke skal være tilladt for sociale institutioner med erhvervsjagtbesvis at jage isbjørn, hvalros eller store hvaler.